Honum Skytteforening

Vi er en aktiv skytteforening, der er medlem af DGI Skydning. Vi har uddannede instruktører, der har stor erfaring, både som aktive skytter og trænere. Du er derfor i trygge hænder i vores forening. Skydning er en sport der ikke kræver at du selv kommer med udstyr, da vi stiller det hele til rådighed, mod et mindre beløb. Kom og prøv riffel- eller pistolskydning, og se om det er noget for dig.

Foreningens historie

Foreningen har en lang historie. Her er et udpluk af hvad der har været muligt at grave frem.

Honum Og Omegns Skytteforening 125 års Jubilæum

Det har desværre vist sig at det er meget småt med stof til et historisk tilbageblik fra foreningens start i 1887 til 1970 hvor foreningen startede op på ny. Der findes enkelte oplysninger om hvor foreningens skydebaner lå efter anden verdenskrig.

Der har været en 50 meter bane på Honum Markvej nr. 2 cirka 100 meter inde på højre side. På Rask Markvej nr. 5 har der været en 200 meter bane. På Honumvej nr. 30 har der også været en 200 meter bane Der har før i tiden været en skytteforening i hver by med respekt for sig selv, langt de fleste af disse foreninger er ikke startet op igen.

I 1968 købte Horsens og Omegns Skytteforening, i dag en del af Landsdelsforeningen DDS Sydøstjylland, ejendommen Nr. Snedevej 118 af husmand Emil Kristensen med et eneste formål at bygge en 200 meter skydebane der blev i den forbindelse også bygget en 300 meter bane senere en 50 meter bane og en 25 meter Pistolbane.

Derved opstod der en oplagt mulighed for at starte Honum Og Omegns Skytteforening op igen. Den 16 Juni 1970 blev der indkaldt til møde i klubhuset på Horsens og Omegns nye Skydebane på Nr. Snedevej 118 med dette formål at få oprettet en skytteforening for Honum Og Omegn. Konrad Jørgensen fra Flemming bød velkommen til mødet og takkede for den gode tilslutning, man blev efter en snak frem og tilbage enig om at det var en god ide at starte en skytteforening og dermed en stiftende generalforsamling.

Forening med stolte traditioner

Det var starten på Honum Og Omegns Skytteforening i 1970. Der kom hurtig gang i skydningerne 50 og 200 meter senere kom også Pistolskydning på programmet. Foreningen voksede støt gennem årene med skiftende formænd og bestyrelser. 

 

Det er blevet til mange flotte resultater i foreningen på bane og terrænskydning. I 2010 blev Honum Og Omegns Skytteforening valgt til årets forening i DDS Sydøstjylland, et skulderklap til bestyrelse og formand for det store arbejde der gøres for at få foreningen til at køre optimalt.

 

Det er historien i store træk om Honum Og Omegns Skytteforening fra den startede på ny den 16 Juni i 1970 til hvad den er i dag, en forening i stadig fremgang.